Smartlog v3 » En tjaldrygers log » 1. session: 20-04-05 - Rus og tragedie
Opret egen blog | Næste blog »

En tjaldrygers log

Let's smoke it da fuck up

1. session: 20-04-05 - Rus og tragedie

20. Apr 2005 17:48, Hovedet

Type: Hård, middelmådig ryger uden nævneværdig odeur. Sandsynligvis Maroc.

Mængde: Approx. 0,4 gram.

Indtagelse: Mixet med 1 ristet Corner light + bundtobak. Joint med filter af S-togsbillet.

Omgivelser: Eftermiddagssolskin og græstykning nær vand. I selskab med C.

Sindsstemning: Munter og virksom.

Nå, men begyndelsen på mit forløb blev absolut en blandet affære. Som altid vil jeg prøve at forholde mig objektivt til det skete og ikke lade følelserne løbe af med mig, men det er svært i netop denne situation. Lad mig begynde med begyndelsen. C. og jeg sad på nede bag Staden, der hvor søerne ligger og græsset gror, hvor man sidder med en øl eller en joint og kigger på svanerne og pigerne til hest. C. læste rollespilsmanualer, mens jeg arbejdede på en selskabssang til min søsters stedsøns konfirmation. Et bestillingsarbejde. De øl, vi drak, forsvandt hurtigt og smagte af mere. Solen stod højt, men grundet brisen fortrak vi til Cafe Nemoland, hvor vi kunne sidde i læ og drikke videre. Det var her, jeg tænkte, at det skulle være, men siden jeg selv ser for nobel ud i mit jakkesæt, blev det C., der måtte købe ind for mig; han virkede denne dag noget mere ussel end jeg. Tidligere på dagen har jeg holdt udkig efter de handlende, men har ikke kunnet få øje på dem. Havde ikke været på Staden meget længe, og det "Pssst" inde fra buskene, jeg havde forventet, kom aldrig. Samtidig patruljerede politiet Pusher Street. Nå, man jeg stak C. en hund og ti minutter senere vender han tilbage med hash for alle pengene. Ikke meget, kun en lille gnalling af en klump, der vel har vejet 1,3 måske endda 1,4 gram. Jeg har i forvejen købt King Size Smoking Eco-papir oppe i karavanen, og jeg ruller en tredjedel op og tænder. Smagen er hæslig, den skal man sædvanligvis vænne sig til igen efter længere tids ophør, og min hals snører sig omgående sammen og tørrer ud. Jeg husker, hvordan det var sidst, hvor jeg næppe kunne synke i et halvt år, fordi jeg ganske enkelt havde røget for meget, men en Cola light hjælper. Inspirationen indfinder sig til gengæld øjeblikkeligt. Jeg danner pludselig de sætninger til sangen, og snart er den færdig, hvorefter jeg begynder at dokumentere vores samtale. C., der selv upåvirket er mere paranoid end selv den hårdeste ryger, er mand for sætninger, der nu bliver helt fantastiske - både sprogligt og dybdepsykologisk set. Alt jeg tænker, alt jeg hører og ser for mig - mine tanker bruser over, og idé på idé dynges oveni, bliver til kunst. Og jeg stenograferer hver en tanke på papiret. Senere siger C. "Jeg begynder at blive paranoid, skal vi ikke skride?", og jeg ved, at når han siger sådan, er det alvorligt ment. Vi går bag om Nemoland og videre ned til stedet ved søen, hvor vi før havde drukket øl. C., der nu har én tilbage, nægter at gå hele vejen ind mod byen og lægger sig i stedet. Jeg skriver videre. Idéer til projekter, jeg ikke har kunnet arbejde på hele det sidste år, strømmer nu fra mig, og jeg er aldeles opslugt at arbejdet. Men så pludselig: lyden af fyrværkeri fra Staden når os, højt og eksplosivt og aldeles, aldeles virkeligt. En gruppe hiphoppere, der sidder et stykke fra os og ryger fed, siger: "Så for helvede", og jeg, der ellers aldrig tidligere har hørt lyden af geværild, ved instinktivt, hvad der er på færde. Jeg siger til C., at jeg er den, der er skredet. Hurtigt får jeg pakket tingene sammen, og vi skynder os mod Torvegade. Alt er som normalt. Der er ingen skrig, ingen andre folk, der skynder sig væk. Rygningen har gjort mig ekstremt sensitiv, jeg nærmest modtager meldinger fra andre bevidstheder om at jeg gør bedst i at være andetsteds. C., der helst vil drikke sin bajer færdig, griner af mig og siger, det er noget pjat. Men så kommer ambulancerne skrigende. Dagen efter læser jeg i avisen om drabet på den 26-årige Morten Holmberg. C. havde et kvarter forinden købt min tjald på præcis samme sted, som hvor han mistede livet. Det gør mig så ondt for Morten og hans efterladte, og pludselig har jeg ikke lyst til at ryge mere.

Arkiv

Relaterede