Smartlog v3 » En tjaldrygers log » Indledende overvejelser II
Opret egen blog | Næste blog »

En tjaldrygers log

Let's smoke it da fuck up

Indledende overvejelser II

20. Apr 2005 08:01, Hovedet

Nå, men jeg har som sagt været udenfor miljøet i rundt regnet et år nu, og som der vist står skrevet i Christiane F., én af denne bogs uendeligt mange sandheder, er en narkoman fuldstændig hjælpeløs, når han er udenfor sit sædvanlige miljø. Mit problem består selv sagt i, at jeg ikke aner, hvor jeg skal købe mine første gram. Jargonen husker jeg stadig, og min næse, min fingerspitzgefühl for kvalitet er stadig intakt. Desværre er der ingen i min omgangskreds, der ryger, hvorfor jeg altså ikke har mulighed for at købe af dem, og siden The Law ryddede Pusher Street sidste år, har mine gamle kontakter fundet nye steder at sælge, steder, jeg i dag ikke kender. For et år siden lå en udmærket rygeklub oppe i Jægersborggade, men jeg cyklede forbi i dag, og den er blevet lukket. Desuden er det altid ubehageligt at købe i klubber; alle disse rockertyper der hænger ud i lokalerne og glor TV, køterne og denne fordækte maskerade, der altid hersker slige steder; de gør mig utryg, klubberne, og jeg undgår dem helst.

Hermed har vi altså også fået skitseret et af problemerne ved den skærpede lavtolererence overfor hashen i Danmark og på Christiania i særdeleshed. Rydningen af Pusher Street førte til en eksplosion i antallet af hashklubber i Storkøbenhavn, hvorved det ikke blot blev sværere for ordensmagten at kontrollere markedet. Det er også blevet sværere som pacifist at begå sig i miljøet, der er blevet mere og mere råt, mens det samtidig har tiltrukket flere helt unge mennesker. Det kan man blandt andet læse om her og her. Dette er naturligvis et stort problem, men selv er jeg mere utryg ved den normaliseringsproces, rydningen af Christiania er et udtryk for. Småborgerlighedens sejr. Det er majoriteten i samfundet, der bevarer dets stabilitet, men det er minoriteterne og de, der tænker anderledes, der driver det frem. Samfundet, altså, og sådan har det i øvrigt altid været. Da Lene Espersen for nu et år siden fremsatte sin handlingsplan for Fristaden Christiania, var det, sagde man, for at komme hashsalget til livs, men nok også for endelig at smadre én af de røde sidste bastioner. Hendes motiver gjaldt ikke blot almenvældets bedste; de var, tror jeg, i højere grad politisk motiverede. Ungdomshuset på Jagtvej og Christiania har i årevis været de to nok eneste steder, hvor den røde ungdom kunne være i fred i forsøget på at finde fodfæste i verden, og rigtigt nok er de begge vokset ud af ulovligheder, men lur mig om stadfæstelsen af det kriminelle i disse foretagende ikke udspringer af en borgerlig trang til at udrydde vækstgrundlaget for sine politiske modstandere. Konservatismens angst for det uregerlige, det viltre og ungdommelige, en angst, der prægede sidste års regeringsforslag vedrørende normaliseringen af Chrstiania, jævnfør planlægningen af en ny infrastruktur for området. Ser man på et kort over København er Christinia ikke indtegnet, men snarere uafgrænset. Staden er efter min bedste overbevisning ikke i overensstemmelse med de for området gældende lokalplaner, og statsretsligt set er der altså ingen sikker viden omkring hvad, der egentlig befinder sig på området. En sådan usikkerhed er nødvendigvis farlig for enhver regering, der nødvendigvis må kende sin hjord og udstrækning ved navn for mere effektivt at kunne regere dem begge. Heraf også forsvarsministerens bekendtgørelse om at kortlægge, udspecificere, opmåle og endelig italesætte alt det, der netop kun eksisterer ved ikke at være på form. Den fortsatte kamp mod Chrstiania bør anskues som en borgerlig regerings drøm om isystemsættelse af - ikke blot sine politiske modstandere - men af alt uregerligt i hele verden. Et magtspil, ganske enkelt. Spørgsmålet vedrørende Chrstiania er virkeligheden, tror jeg, et spørgsmål om livsopfattelse, en konflikt mellem fundamentalt forskellige tilgangsvinkler til livet; en krig mellem de, der tænker i form og regulativ, og de, der tror på - og lever efter og på grund af - det modsatte.

Danskerne, hvis de da nogensinde har eksisteret, har altid været kendetegnet af et helt særligt mådehold, hvad angår magtanvendelse, og en "frihed under ansvar". Vi har generelt set været afslappede og måske naive, men det er så samtidig også grunden til, at vort samfund ikke er så hårdt som eksempelvis det amerikanske. Eller det tyske, det svenske etc. Det specielt danske blev imidlertid fjernet med hashboderne på Christiania, og var vi engang noget særligt som folk, da er vi det ikke mere. Min beslutning om igen at begynde at ryge hash kan lige så vel ses som en politisk motiveret beslutning, som den kan ses som en tåbelighed eller en selvmedicinering. Et personligt forsøg på at fastholde - ikke blot ungdommens ansvarsforflygtigende sorgløshed inden i - men også de idéer, hvis anstændige menneskelighed jeg altid har hævdet over deres modpart. Et requiem for det formløse, måske. En civil ulydighed. Jeg ville ønske, at flere forsøgte det samme.

Arkiv

Relaterede